Spring over
Danmarks hyggeligste outdoor-shop
Danmarks hyggeligste outdoor-shop
Læseliste til Podcast #5

Læseliste til Podcast #5

Her får du læselisten fra vores seneste nørdede podcast Naturfolk - Vi finder tilbage til naturen, som handler om faglitteratur indenfor naturformidling. 

(Lyt til vores Podcast via Spotify eller via iTunes)

Dette er et lille udsnit af min bogreol, som flyder med bøger om alt fra naturkritik, opslagsværker, astromonomi - og så selvfølgelig de samlede værker fra Mumi-universet. 

Du kan finde nogle af bøgerne i vores webshop, og resten er jeg sikker på, at du nok skal Google dig vejen til;)

 

Naturen i Danmark - første bog om naturformidling, som blev indkøbt da vi flyttede i skoven. Det er en samling af kæmpe bøger som dykker ned i ALT om f.eks skoven eller ferskvandet. Tung men sindssygt spændende, og godt med billeder og grafer.

 

Politiks Svampe - Opslagsværk med lækker opsætning og et væld af svampe. 

 

Gyldendals Træer & Buske - Smukt opslagsværk, som også har lidt historie og "fun facts" i sig.  Du kan også tage Politiks Træer & Buske - lidt mere praktisk i felten, da den ikke er så tung. 

 

Meyers Naturalmanak - klassisk almanak (bog inddelt i årstider), som highlighter forskellige planter (der kan spises) alt efter hvilken årstid vi befinder os i. 

 

Vild - Min første sankebog, som er skrevet af Thomas Rhode (Husk forresten at lytte til de gamle afsnit af Grønthøstermetoden fra Radio 24/7). Bogen er opdelt i zoner, og er meget let at tilgå, fordi du kan nøjes med at forholde sig til spiselige ting på f.eks. stranden eller i nåleskoven. 

 

Fugle Felthåndbogen - fint opslagsværk af Lars Geil, som har udgivet en masse fuglebøger ved Gyldendal. Der er for nyligt kommet en ny bog Nordeuropas fugle af samme forfatter, som vi også er ret pjattede med. 

 

Walden - Intet mindre end en formidabel  klassiker, som enhver burde sætte sig og læse en sommerferie. Bogen skildrer Henry Thoreaus valg om at forlade byen, og tage ud i skoven for at bygge et lille tømmerhus (skur) og leve livet i pagt med naturen. Den giver dig lidt at tænke over, og er til stor inspiration - og af og til irritation, fordi forfatteren er meget ultimativ. 

 

 Rejsen til tidernes morgen - en vidunderlig bog af geologen Minik Rosing, som tager udgangspunkt i hans relation til Grønland, og hans geologiske uddannelse. Meget spændende blanding af noget erindringsfortælling kombineret med indblik af grønlands geologiske historie og forskning. 

 

Op omkring Island - Lidt samme format som bogen forinden. En blanding af en rejsedagbog og kulturhistorisk fortælling om den sagnomspundne og evigt fascinerende ø, Island. Super fed fortælling hvis du er pjattet med Norden. 

 

Heksens Håndbog - En langhåret bog, med alt hvad du skal vide om urters, fuldmånens og mange andre funky tings effekt og betydning for trivsel, kærlighed, sex og sundhed. Men også en sjov bog, som giver et indblik i vores tidligere forhold til at anvende planter og naturen medicinsk. 

 

Skogens Historie - Norsk fortælling om skovens historie blandet sammen med en forskers nyvakte interesse for ulven og hans "jagt" på at få et glimt af den i den vilde norske skov. Hvis du er glad for naturformidling, så kig generelt mod Norge, hvor der er skrevet mange gode bøger, som er lette at læse. 

 

Den nye nordiske flora - kææææmpe værk, som går på tværs af hele norden, og som fungerer som opslagsværk. Jeg bruger den til at finde lige præcis den rigtig tidsel eller type af græs, blomst mm. som jeg har fundet. Meget smukke illustrationer og fedt med en bog, som fortæller mig hvor i Norden, jeg kan støde på planten. 

 

Ny Jord -4 - Til dato det fedeste værk jeg er stødt på om naturformidling. En vild blanding af faglige artikler, kunstværker, digte og fortællinge, som alt sammen giver stof til eftertanke omkring vores forhold til naturen. 

Tidligere artikel Bålmad for begyndere
Næste artikel Tur-snacks fra Island

Tilføj en kommentar

Comments must be approved before appearing

* Krævet felt